Hvorfor skrive om sådan et udtryk, vi alle sammen bruger næsten hver dag? Hvad er der galt med ‘prøv lige’?
Prøv lige at tænke på det. Hvad betyder det? I denne sætning ikke så meget, men nu: prøv lige at sætte dig i denne situation:
Du sidder ved dit bord, foran dig ligger en opgave. Du har kigget på den. Du har vendt den i hovedet. Du har tænkt på løsninger, men ingen af dem giver mening. Ingen af de løsninger, du har tænkt på, ser ud, som læreren har forklaret det.
Skal man række hånden op? Nej, du vil ikke spørge igen, igen vise at du ikke kan. Du føler, du fejler, alle andre elever er i gang. De kan finde ud af det. Men du kan ikke. Du prøver en gang til. Men nej, du ser ikke en løsning… Du rækker hånden op. ‘Jeg forstår det ikke’, siger du, når læreren står ved siden af dig.
Læreren forklarer det en gang til, men præcis som h*n havde gjort før. Det hjælper ikke så meget, men du prøver igen. Måske giver det mening nu.
Opgaven ligger der stadig. Du forstår den stadig ikke. Igen tvivl, skal du række hånden op igen?
Du gør det igen. Læreren kommer igen… og så kommer det: ‘Bare prøv lige’.... den uskyldige sætning, ment som opmuntring og at give dig tillid til, at du godt kan, men den opnår lige det modsatte. Du har prøvet, du har vendt opgaven op og ned og fra højre til venstre, du HAR prøvet!
‘Prø’li’ er ikke en uskyldig sætning længere, det er et udtryk, som er et bevis på, at du ikke kan. At du ikke duer.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at der er ingen lærere, som siger ‘prøv lige’ med intentionen at nedbryde en elevs selvtillid. Stik modsat vil jeg påstå. Men det, vi mener at sige, er ikke altid sådan, det bliver opfattet.
‘Prøv lige’ er en af de slags sætninger. ‘Du kan godt’ er også en. For en elev kan det godt være, at h*n føler, h*n har lige vist, at h*n ikke kan….
Mange elever tager det ikke så tungt. Mange elever ‘prøver lige’ igen. Mange elever har det nemmere med at udtrykke, hvad det er, de ikke forstår. Men for de elever, som er sårbare, som har vanskeligheder i forvejen, er det afgørende, vi passer på, hvad vi siger, og hvordan vi siger det.
Vi skal tænke os om. Vi skal tage omhu med, hvad vi siger. Og mest af alt: vi skal lytte. Sådan virkelig lytte; høre, hvad eleverne siger, ikke bare tro, at vi ved, hvad de nok mener.
Og det er meget sværere, end man tror.
